Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Mundbind i kirken

Fra den 29. oktober og foreløbigt frem til den 2. januar skal du bære mundbind eller visir, når du går i kirke.

Der er kommet nye regler vedrørende brugen af mundbind. 

Reglerne betyder, at alle personer over 12 år (som ikke af sundhedsmæssige årsager er undtaget) skal bære mundbind eller visir, når de går ind i kirken, når de bevæger sig rundt i kirken, og når de forlader kirken igen. Man skal altså ikke bære mundbind, når man sidder ned eller kortvarigt står op. Man skal heller ikke bære mundbind, når man går til nadver.

Ved dåb er det ikke et krav, at forældre og fadder bærer mundbind. Ved bryllup behøver brudeparret ikke bære mundbind. Og ved en bisættelse eller begravelse er det ikke et krav, at de nærmeste pårørende bærer mundbind, ligesom de, der bærer kisten ud, heller ikke behøver bære mundbind.

Kirkens præst og medarbejdere skal dog kun bære mundbind eller visir, når de ankommer til kirken, og når de forlader den igen. Det er frivilligt, om præst og medarbejdere derudover ønsker at anvende mundbind eller visir i løbet af gudstjenesten eller den kirkelige handling.

Dette gælder alle gudstjenester, kirkelige handlinger, koncerter og arrangementer i kirke. Det samme gælder også møder og arrangementer i kirkehuset, hvor der er offentlig adgang.

Tag mundbindet eller visiret på, inden du går ind i kirken eller kirkehuset. Skulle du have glemt mundbind eller visir, kan du ved henvendelse til en af kirkens medarbejdere få et mundbind udleveret, inden du går ind.

Kravet gælder foreløbigt fra den 29. oktober og frem til den 2. januar.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til sognepræst Erik Røjkjær Christensen på tlf. 2370 8073 eller erc@km.dk

Opdateret 30. oktober med ændringer i forhold til nadver, dåb, bryllup og begravelse/bisættelse.